En lille frø i mosen sad ...

05-11-14

En lille frø i mosen sad ...

Mange voksne og børn har større kendskab til koralrev og hajer, end de har til danske vandløb og søer. Den Blå Planet vil åbne gæsternes øjne for det spændende danske våde dyreliv, og William Demant Fonden har støttet projektet med en halv million.

Danmarks Akvarium blev indviet i 1939 som det næststørste i Europa. Akvariet voksede sig støt og roligt ud af de fysiske rammer i Charlottenlund, og sammen med et nyt navn – Den Blå Planet – fik akvariet også en helt ny bygning i 2013 – lige ud til Øresund i Tårnby på Amager.

Bygningen, som er tegnet efter en hvirvelstrøm, huser dyrenes liv fra nord til syd, fx i Oceanet, Regnskoven, Koralrevet og Det Kolde Vand, men de danske vandhuller og livet omkring dem havde ikke fået deres eget område, da Den Blå Planet blev indviet i 2013. Men det ændrer et nyt projekt ved.

Formidlingsområde med vandhulsdyr
I 2016 åbnede Den Blå Planet et nyt formidlingsområde med aktiviteter omkring livet i et dansk vandhul. Området skal primært henvende sig til familier, skoler og institutioner, som stifter bekendtskab med frøer, haletudser, vandkalve, rygsvømmere, dafnier, stavtæger og flere andre typiske vandhulsdyr.

Der er tillige blevet indrettet vandlegeplads og flydebro, så udendørsområdet fremstår som et ekstra aktiverende og involverende element på Den Blå Planet.

Aha-oplevelse
Den Blå Planet har valgt at sætte fokus på de små dyr, fordi de er grundlaget for fødenettet og en vigtig del af naturens kredsløb. Ideen er, at børn og voksne skal gå på opdagelse og udforske dyrene i deres naturlige levested. Med et fiskenet kan gæsterne fiske dyrene op og undersøge dem med lup og få aha-oplevelser, når de små dyr pludselig bliver store og synlige.

Sammen med vandhullet har Den Blå Planet opstillet udendørs-akvarier med vandhulsfisk, som kan studeres sammen med plancher og skilte. Formidlingsområdet, som også er udgangspunkt for aktiviteter i og omkring vandhullet, er dækket af et solsejl, så gæsterne bliver beskyttet mod sol og vind. I området vil en medarbejder være til stede til at vejlede og identificere dyrene og – som en fast del af dagens program – holde oplæg om temaer, der relaterer sig til vandhullet.

Den nære natur

Med donationen på en halv million kroner fra William Demant Fonden til det nye vandhulsområde har Den Blå Planet mulighed for at give gæsterne oplevelser med den nære danske natur. Det er målet, at nysgerrigheden og dermed lysten til at vide mere hos børn og voksne skal pirres. Det skal føre til, at de bliver mere bevidste om den natur, der omgiver dem og dermed også bliver bedre til at passe på den.


blueplanet_frontblueplanet1blueplanet2blueplanet3blueplanet4blueplanet5